1. Maj

”Jeg blev spurgt af fjernsynet udenfor, om jeg synes, stemningen i denne debat havde været hadsk – det kommer an på, hvordan man ser på det: Når man diskuterer så principielle spørgsmål, som vi har diskuteret i dag om menneskesynet, om at der skulle være forskel på, hvorvidt man nu har aner tilbage fra et fremmed land, eller man ikke har, selv om man er dansk statsborger – så kan jeg godt forstå, at der bliver sagt meget barske ting heroppe fra om Dansk Folkeparti. Jeg synes, at de alle sammen var velbegrundede. Derfor siger jeg til Dansk Folkeparti: Uanset, hvor mange anstrengelser, man gør sig – set med mine øjne – stuerene, det bliver I aldrig! – Poul Nyrup Rasmussen, oktober 1999”[i]

 

Hvis man skal kigge på Socialdemokraternes nuværende nedtur, så er den ikke kommet i løbet af natten, den er nærmere en konsekvens af den fatale tale Poul Nyrup holdt i 1999. For med talen, fik han lagt grundstenen til den uforsonlige stemning, der er i mellem Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti. To partier som egentligt burde kunne samarbejde på visse områder, men som i dag er hinandens største fjender, og hvorfor så det?

Ethvert parti har brug for politikere som dets vælgergruppe kan identificere sig med. I det engang så stolte arbejderparti, har man haft en del ledere hvis baggrund var i arbejderbevægelsen med dens stolte historie. Mennesker som Thorvald Stauning, H.C. Hansen, Anker Jørgensen var folkelige typer som forstod arbejderens bekymringer, og som talte i et sprog arbejderen kunne forstå.

I dag er Socialdemokraterne blevet et parti som har tabt kontakten med baglandet, og hvis frontfigurer ikke har den folkelige appel. For der er en verden til forskel, fra Gucci håndtaskerne og de trendy caffe-latte cafeer på Østerbro, til den verden hjemmehjælperen oplever i Hobro. I dag har partiet ikke længere arbejderen som ønsker at gøre en forskel for sine kammerater i front, nej man har valgt levebrødspolitikeren med akademisk baggrund, og det er i min optik en del af partiets problem.

For når vi har en statsminister hvis største politiske bedrift har været, at føre blå politik, i en rød regering, så viser det noget om manglen på ideologisk DNA samt føling med baglandet. Og når vi oplever en statsminister uden de store lederevner, og hvor det ofte opleves som om, det er indenrigsministeren som er den faktiske leder af regeringen, så er det med til at skabe et billede af et parti i krise, og af en leder uden politisk gennemslagskraft.

På den anden side af billedet ser man Dansk Folkeparti. Et parti som næsten kan gå på vandet pt, og hvis klare og enkle kommunikation rammer direkte ned i Socialdemokraternes vælgerkorps. Man taler med arbejderen og ikke om arbejderen. Dansk Folkeparti har ligeledes efter min mening, gennemført det bedste og mest gennemførte formandsskifte set i dansk politik i de sidste 50 år. Kristian Thulesen Dahl virker til, at være en folkelig og driftssikker formand, noget der i høj grad appellerer til store dele af Socialdemokraternes vælgerkorps.

Dansk Folkeparti har også med sin letforståelige politik, formået at give arbejderen svar på mange af de bekymringer der optager den del af vælgerkorpset. Man taler i en klart og enkelt sprog, og det er som regel kun med til, at gøre et parti stærkt. Som modsætning har vi Socialdemokraterne, som til gengæld har forsømt at give et klart svar på de udfordringer den danske velfærdsstat står over for, set i lyset af EU’s seneste udmeldinger på området, på udlændingeområdet – og på mange andre af de andre områder som typisk optager partiets traditionelle vælgere. Arbejderen kan således ikke længere identificere sig med partiet, partiet har med andre ord tabt sin identitet, og det er livsfarligt for ethvert parti.

Hvis Socialdemokraterne skal genfinde fordums styrke, vil det kræve et opgør med den manglende politiske profil, en tættere kontakt med baglandet, samt stærkere profiler i fronten af partiet. Man har i dag med Mette Frederiksen, en profil som vil kunne appellerer mere bredt til den del af vælgerkorpset man gerne vil have i tale. Om hun er stærk nok som statsminister profil kan kun tiden vise, men en ting er helt sikkert, med Helle Thorning som den forsatte leder, vil man kun forstærke partiets krise.

For Socialdemokraterne burde med deres historie, kunne spille en betydelig rolle i dansk politik, men det kræver at man genopfinder sin historie. Dansk Folkeparti står i dag for de fleste som det eneste ”rigtige” arbejderparti, og det må siges at være katastrofalt for Socialdemokraterne – specielt når man tænker på, at partiet end ikke har haft 20 års fødselsdag. Socialdemokraterne risikerer at smide mere end 140 års historie væk, hvis ikke man indser alvoren i partiets krise – og tager handling hurtigst muligt.

Så da Poul Nyrup i 1999 kaldte Dansk Folkeparti for et ikke stuerent parti, gjorde han nok ubevidst Socialdemokraterne en bjørnetjeneste. For den udtalelse har man ikke glemt i Dansk Folkeparti, og den virker stadigt som gift for et fremtidigt samarbejde. Og som udviklingen er lige nu, er det nok mere Socialdemokraterne der ville have gavn af et samarbejde end Dansk Folkeparti – og det må give anledning til en del panderynker i den socialdemokratiske lejr.

Så når arbejderbevægelsen mødes den 1. Maj, vil der nok være mange, som er rystede over partiets krise, og som vil forlange klare svar fra ledelsen, og det forstår man godt. For et parti med så stolte traditioner, burde slet ikke være nået til det punkt hvor man er nu. Men det er en konsekvens af den manglende fokus på egen politik, samt den manglende føling med baglandet. Intet parti kan overleve uden at der er fokus på de 2 områder. Alt andet vil før eller siden føre til en selvdestruktion, uanset historik eller fordums styrke.

 

 

 

 

 

[i] Citat Wikipedia

Standard

Verdens bedste halvgode nation

Jeg blev født mandag den 8. maj 1972 klokken 2015 i en lille jysk provinsby.

60ernes uendelige økonomiske opsving var for længst væk. Det var blevet hverdag igen. Året efter sejlede Danmark ind i en energikrise, som bød på noget så sært som bilfrie søndage. Hvem havde troet det?

Jeg fik en normal dansk opvækst. Jeg gik i Folkeskolen, fik lært at synge med på ”Vi voksne kan også være bange”, kom på fritidshjem og gik til spejder.

Senere gik turen via en ungdomsskole til handelsskolen. Efter handelsskolen trodsede jeg studievejlederen, og tog en elevplads frem for et universitetsstudie. Friheden, og muligheden for at tjene mine egne penge, trak i mig. 

Min interesse for politik kom sent i livet. Jeg voksede op med Lacoste, sejlersko og Poul Schlüter i det Danmark lærte at kende som ”fattig 80erne”.  I radioen sagde popkultur fænomenet Kim Schumacher:

”Danmark er verdens bedste halvgode nation”…

Senere fandt jeg ud af, at Kim havde ret.

For hvad er det der gør, at vi i Danmark altid er tilfredse med den næstbedste løsning? – selvom vi med verdens højeste skat, moms, afgifter mv. burde have verdens bedste nation. Hvorfor vil vi altid kun være gode, men ikke blandt de bedste? Ligger det i opdragelsen, skolesystemet eller i den danske kultur?

Janteloven er mærkværdigvis nok, med stor sandsynlighed, den lov de fleste danskere har hørt om. Man skal helst ikke tro, at man er noget – og i hvert fald slet ikke vise hvis man har succes.

I USA, i Kina – ja, mange steder i verden er det lige omvendt. Er det smukt eller god stil?  Det vil jeg ikke gøre mig til smagsdommer over. I Danmark kræver det dog, for det meste, hårdt arbejde at blive rig – det synes vi ofte at have glemt, når vi forarges over andres succes – jeg selv inklusive.

Jeg besøgte USA for første gang i 1991. Blev straks fascineret af landet med den ultimative frihed. I min ungdoms naivitet, troede jeg, at den samme model ville virke i Danmark. Senere har jeg dog set andre sider af den amerikanske drøm, som har gjort mig klogere. Danmark skal ikke have en amerikansk model, vi skal have en dansk model med amerikanske delelementer.

Vi skal have styrket lysten til at blive selvstændige erhvervsdrivende, og vi skal sørge for at samfundet skaber de mest optimale rammevilkår for de mennesker, der skaber vækst og arbejdspladser. Vi skal have sænket skatten, så det bliver mere attraktivt at arbejde. Det, at kunne forsørge sig selv og sin familie, må være i alles interesse – især samfundets.

Når jeg læser om 109-årige Marie Jensen, som må tilbringe op til 14 timer om dagen i sin seng, fordi hendes kommune mangler hjemmehjælpere – så har samfundet svigtet sin opgave. Specielt, når man i samme åndedræt kan læse om kommunalt støttede film om nisser, GPS-styrede bycykler, og nu senest offentlige misbrugskonsulenter, som skal sættes ind mod almindelige menneskers ”hverdagsdrikkeri” og udspørge borgerne om deres alkoholvaner.

Hvor går grænsen? Er det ved folks vægt? deres rygevaner? Eller hvor langt skal vi med ind i danskernes privatliv, før staten slipper kontrollen over borgerens liv – samt borgernes (skatte)penge? I Danmark er vi nu så langt ude, at myndighederne vil til at kontrollere, hvor borgeren ønsker at stille sine havemøbler – på borgerens egen grund?! Hvor er fornuften i det? Har vi glemt begrebet ”frihed under ansvar”?

Vi har skabt verdens største offentlige sektor, men har vi skabt verdens bedste samfund? Det tvivler jeg på. Vi kunne få meget mere for pengene, hvis vi turde udfordre hinanden på måden at gøre tingene på. Vi bruger alt for mange penge på bureaukrati og nyttesløs registrering, og til hvilken nytte? Er dette et resultat af trangen til millimeterretfærdighed? Jeg tror det. 

Jeg ønsker ikke et forsikringssamfund a la det, man har i USA. Jeg vil gerne betale for alles lige ret til sundhedsvæsenet, uanset indtægt, til ældrepleje samt til undervisning i verdensklasse. Til at de der reelt har brug for hjælp, får den. Men jeg vil f. eks ikke betale for, at unge kriminelle udstyres med cykler med den begrundelse, at så stjæler de ikke andres. Hvor er logikken i det? Skal vi til at belønne folk, som ikke kan overholde landets love? 

Staten og kommunerne, skal kun koncentrere sig om kernevelfærden – og så burde der være rigeligt at se til. Jeg kan f. eks ikke finde nogen logik i, at en kommune finansierer en motions-app, som konkurrerer med private produkter, med den ene hånd, og afskediger hjemmehjælpere med den anden hånd. Det er en helt forkert prioritering. Måske er det kun små beløb i et stort budget, men mange bække små.. som jeg voksede op med i 70’erne – det er prioriteringen, jeg angriber. 

Jeg irriteres over EU’s enorme fråds med skatteborgernes penge, det enorme bureaukrati, samt trangen til at blande sig i alt mellem himmel og jord. Men jeg har også indset, at Danmark har brug for et stærkt europæisk handelssamarbejde. Et samarbejde med fokus på fred, frihed og frihandel. Den danske økonomi er simpelthen ikke stærk nok til at kunne stå alene – modsat amerikanernes.

Hvis vi turde tage et opgør med ”vi plejer modellen”, er jeg sikker på, vi kunne gøre Danmark til en af verdens rigeste nationer. Vi har mulighederne, det handler derfor mere om viljen. Vælger vi at fortsætte den nuværende kurs, er jeg bange for at vi bliver hængende, som det Kim Schumacher kaldte ”Verdens bedste halvgode nation”. Det ville være synd, for vi kan gøre det bedre – og vi skylder vores børn at vi gør forsøget.

 

 

 

Standard

Politisk Petanque

 

236.860 mennesker. 236.860 stemmer.

 

Vi taler om Enhedslisten. Nogle af Danmarks største medie darlings. For det virker som om, de fleste danske journalister mangler den kritiske sans når det kommer til Enhedslisten. Hvad vil de med det danske samfund?

For hvis vi skal tro på ovenstående, så har vi i Danmark 236.860 mennesker, som savner fattigdom, vareknaphed og censur.

Jamen, det kan jo ikke passe. Nej vel?

Måske er det at stemme på Enhedslisten, det samme som at blive medlem af en Petanque klub? De fleste kan smide en kugle, men det er jo ikke ensbetydende med, at alle har læst – og forstået – reglerne. Man må spørge sig selv: Har alle de vælgere virkeligt læst partiets program? … … – jeg har min tvivl.

Jeg nægter simpelthen at tro på, at så mange mennesker ønsker noget, som alle andre for længst har opgivet, hvis vi lige ser bort fra to lande, hvor borgerne ikke er blevet spurgt – eller har, turde gøre oprør: 

Cuba og Nordkorea.

Måske skyldes Enhedslistens succes, at deres frontfigurer har medietække? Jeg ved det ikke, men jeg indrømmer gerne, at Johanne Schmidt-Nielsen er en hel del pænere end Raul Castro, eller Kim Jung-Un. Det med khaki uniformer er bare så old school – specielt i vores del af verden.

Ifølge tidligere udmeldinger fra partiet skal Danmark snart igennem en revolution. Til at starte med, hed det én tandbørste per mand, og så i kollektiv. Nu må vi så åbenbart godt slippe for kollektivet – mod at forære de danske virksomheder til revolutionens sønner. Nej, året er ikke 1880, men 2014(!?)

”Fagbevægelsen har forsømt offensivt at stille krav til organiseringen af arbejdet og til hvad, der produceres af hvem og hvor. Hermed har fagbevægelsen isoleret sig i forhold til de nye generationer af arbejdere, som stiller krav om medbestemmelse og demokrati – også på arbejdspladserne”[i]

Den lader vi lige stå et øjeblik…

Skal Jens Hansen eller 3F nu til at bestemme, om der må laves letmælk eller ymer? Eller om produktionen skal foregå i Christiansfeld eller i Næstved? Eller – hvordan skal det lige forstås? 

Nåh nej, vi taler om god gammeldags planøkonomi. En kæmpe succes – specielt hvis man spørger dem, der har prøvet den. Det største problem dengang var bare ikke placeringen af produktionsapparatet. Nej, det største problem var nærmere det manglende output – samt de efterfølgende tomme butikshylder.

Mon ikke det interesserer Jens Hansen mere, hvor meget der går ind på budgetkontoen, samt at der er ordnede arbejdsforhold og et fornuftigt kørselsfradrag – end om køreturen går til Christiansfeld eller Næstved? – for ikke at snakke om, hvorvidt der laves letmælk eller ymer. Det kunne jeg godt forestille mig.

”Det forhold, at det kapitalistiske samfund bygger på privat ejendomsret og markedsøkonomi har alvorlige konsekvenser ikke blot for samfundet og det enkelte menneske men også for naturen og miljøet. 
Den private ejendomsret betyder at væsentlige samfundsmæssige ressourcer udnyttes udfra private interesser, hvor ejerne ikke behøver tage hensyn til samfundets interesser. Udnyttelsen styres i stedet af ejernes ønske om at optimere deres profitter, ofte uden hensyn til miljøet og fremtidige generationer”[ii]

Jeg ved ikke, hvem der fik ovenstående kapitel skrevet ind, men det kan næppe have været en person, der har været længere væk end på en weekendtur til Berlin. For hvis der nogensinde har været en produktionsform, som var og er nedbrydende for miljøet, så må det være kommunismen og planøkonomien. Måske gik der lidt for meget teoribog i den? – jeg tror det.

Og bedst som jeg gik og troede, at socialismen var noget med kærlighed og solidaritet, faldt jeg over denne paragraf:

“Socialt drejer det sig om at omfordele fra privat til kollektivt forbrug på områder, hvor kollektivt forbrug kan sikre en mere ligelig adgang til behovsopfyldelse og hvor belastningen af naturgrundlaget samtidig kan gøres mindre, også ved at flere deles om at bruge et produkt som f.eks. en bil, en vaskemaskine, en computer”.[iii]

Fælles køkken, bad og tøjvaskefaciliteter, har man jo hørt om i et kollektiv. Men punktet med computeren er næppe skrevet af folk med teenagere i huset. Deles om en computer..? – ja så tror jeg også på den med Julemanden – og hvor er solidariteten med de voksne?

Jo mere man læser i Enhedslistens principprogram, jo mere virkelighedsfjernt virker det. Mon de danske journalister har nærlæst programmet? – det er jeg ikke helt sikker på. At dømme efter den naivitet de møder partiet med, kan jeg have min tvivl.

For det giver stof til eftertanke, at et parti som i starten af marts, i ramme alvor, foreslog en nationalisering af den danske industri, samt et forbud mod at tjene penge på andre mennesker, fik nogenlunde den samme mængde overskrifter, som da de Konservative forleden foreslog en opgradering af den danske flåde.

En gennemførsel af Enhedslistens forslag, ville med garanti have udløst den største forandring i det danske samfund, siden indførslen af den almindelige værnepligt i 1848, som igen hænger sammen med ophævelsen af Stavnsbåndet den 20. juni 1788. Det kalder jeg tankevækkende.  

 

 


[i] Enhedslistens princip program på deres hjemmeside

Standard

Den statslige og kommunale luksusfælde

Som medlem af Liberal Alliance har jeg hørt meget. Vi er eftersigende lidt kedelige, med tendens til at være smålige og har ofte mangel på forståelse for statslig samt kommunal økonomi. Vi har, efter andres mening, ofte ingen indsigt i hvad borgerne vil have – eller om hvordan tingene skal finansieres, og vi er dem der altid siger nej, når alle andre kan se fornuften og åbner kassen og lader festen begynde. Men passer det?

Julen er normalt noget man forbinder med små og mellemstore børn. Julemanden er ham den store mand i den røde uniform med det hvide skæg, som vi troligt hvert år stiller op til fotografering med vore børn, og så skulle man jo mene at det var det.

Men for mange kommunale og statslige politikere, er rollen som Julemand noget man tager meget seriøst. Det handler om gaver, store gaver. For det er, af en eller anden årsag, ikke særligt populært at være den som stopper optakten til en god fest, eller stiller spørgsmålstegn ved formålet med festen.

For mange politikere omgås borgernes skattepenge med nogenlunde den samme fornuft, som den man ser i tv-programmet ”Luksusfælden”. Hver uge kan man følge danske familier, hvor økonomien er kørt af sporet, og hvor man har brugt enorme beløb til fest og sjov, fremfor at betale den næste termin på huset.

Udsendelserne gemmer sikkert på op til flere ulykkelige skæbner, men det må nu en gang handle om det personlige ansvar – samt om anvendelsen af den sunde fornuft – og det gælder alle parter omkring bordet.

Denne mangel på brugen af den sunde fornuft, er næsten lige så åbenlys når man ind i mellem ser på hvad de kommunale politikere mener, bør betales med borgernes skattepenge. Jeg tør næsten vædde på, at hvis det var de ansvarliges egne penge, så var kassen aldrig blevet åbnet.

I denne uge kunne man f. eks læse at byrådet i Fredensborg har bevilliget 1 million kroner, som støtte til en film om Julen(!?). Jamen det er jo ”kun” en million, ja lige netop. Mange bække små…

“Vores støtte til ‘Familien Jul’ skal ses som en investering i fremtiden, og vi regner bestemt med, at vi med årene vil kunne se, at pengene kommer tilbage i form af øget turisme, bosætning og handel – ikke mindst her uden for i gågaden,” sagde Thomas Lykke Pedersen (A) ved et pressemøde forud for eftermiddagens optagelser.

Han understregede dog, at filmen blot er ét af flere led i en samlet strategi, der skal trække nye beboere og flere turister til kommunen”[i]

Undskyld, med alt ære og respekt, men nu er det ikke lige Fredensborg jeg sådan lige umiddelbart forbinder med Julen. Det er nok nærmere Tivoli eller Den Gamle By i Aarhus samt Grønland. Og jeg har nogenlunde samme tiltro til effekten omkring øget bosætning og turisme, som hvis jeg påstod, at en kommunal støttet film om Carlsberg ville få flere folk til at besøge, samt flytte til Fredericia.

Måske ville en film om de danske slotte og herregårde, give mere mening for Fredensborgs skatteborgere – hvis det endeligt skulle være. Og til sidst bør det nævnes, at kommunen har en meget stor gæld.

Det kan altså ikke være fornuften som driver værket, det må nærmere være den berømte ”feel good” fornemmelse. Det føles godt og kulturelt, men virker det? – og giver det nogen værdi for skatteborgerne? – jeg tvivler.

For når jeg kan læse om 109 årige Marie Jensen, som må tilbringe op til 14 timer om dagen i sin seng, fordi hendes kommune ikke har hjemmehjælpere nok, så mener jeg at den er gal med prioriteringen i vores velfærdssamfund. Jeg mener ikke, at en film om Julen og nisser er en kommunal kernekompetence.

Det kommunale storsind med skatteborgernes penge, er endda nået så langt ud, at Socialdemokraterne på Frederiksberg i denne vinter foreslog kommunalt betalt skøjteundervisning. Hvis ikke det var så komisk et forslag, vil jeg nærmere betegne det som tragisk. Hvordan kan den slags nogensinde blive en kommunal opgave?

For hvis vi vil gøre os håb om, at bevare danske arbejdspladser samt øge vores konkurrenceevne, så må denne ekstravagante adfærd med borgernes skattepenge stoppes. Vi har simpelthen ikke råd til, at staten og kommunerne forsætter med at lege julemænd på samfundets regning.

I min verden må – og skal – der prioriteres, og det må være samfundets svageste borgere som kommer i første række. Børnene, de ældre, de svage, de syge – alle som har brug for hjælp. Jeg vil til enhver tid forsvare mit nej til kommunalt projektmageri samt lemfældig omgang med skatteborgernes penge, og hvis det gør at man er kedelig og mangler indsigt i økonomi, så kan det ikke være anderledes.

For jeg synes, at vi skylder dem der opbyggede det danske velfærdssamfund, at behandle rammerne med respekt og så holde fokussen på det der var den oprindelige model. Et sikkerhedsnet til borgerne i tilfælde af, at deres evner til selvforsørgelse kom i problemer. Det var aldrig tænkt som et skattefinansieret tag-selv bord.

 

 

 

 

 

 


[i] Lokalavisen.dk den 12.3.2014

Standard

Udkantsdanmark

Der er få ord som irriterer mig mere end ordet ”Udkantsdanmark”.

Alene ordet er i min verden negativt ladet.

Har du f. eks nogensinde hørt om ”Aussenkanten Deutschland” i en klodset oversættelse?

Måske var ordet Perifer Danmark en bedre betegnelse.

Jeg ved det ikke.

Måske skulle vi helt holde op med at kalde yderområderne af Danmark noget andet end Danmark.

For hvad er Udkantsdanmark?

Bor man i Udkantsdanmark, hvis ens by har mindre end 5 caffe-latte cafeer inden for en radius af 5 km?

Eller hvis man ikke har adgang til minimum 241 tv-kanaler kombineret med fiberbredbånd? Er man bosat i Udkantsdanmark, hvis ikke ens by har minimum et teater, et kulturhus, et borgerhus, en biograf og 3 idrætshaller plus minimum 3 sushi spisesteder? Der er ikke noget galt i at have alle disse faciliteter, men kan man leve uden?

Folk i Udkantsdanmark har måske andre behov, eller en anden definition af livskvalitet?

I årevis har vi hørt på sangen om, at ”folk flytter jo alligevel til de store byer”, vi er faktisk mange som er flyttet den anden vej – eller aldrig er flyttet overhovedet.

Vi er mange som nyder tilværelsen på landet, og sjovt nok skal vi også betale skat, selvom myndighederne gør hvad de kan for at få os til at flytte. For hvorfor har vi butiksdød og forfaldne huse? En af årsagerne er nok det statslige bureaukrati.

Hvorfor har vi i Danmark behov for at have en af verdens mest restriktive lovgivninger omkring udvikling i landområderne? – Planloven.

Denne lov er nok den største bremseklods for udviklingen af Danmarks yderområder. Loven gør det næsten umuligt for små virksomheder at udvide i landområderne, ergo starter de fleste op i nærheden af de større byer.

Hvor er fornuften i det? I de store byer klager man over støj og trafikale problemer. Ja det er der nok en årsag til – specielt når vi selv sørger for at flytte alt til områderne omkring de store byer.

-Jamen hvis vi lemper loven, så får vi jo hoteller i vandkanten á la i Spanien. Det tror jeg næppe. Den slags sælger ikke i Danmark. Vi har set, hvor galt det kan gå i Sydeuropa.

Måske var det på tide, at man tillod kommunerne selv at administrere landets yderområder? Eller i hvert fald lempede lovgivningen, så der var flere muligheder for at skabe udvikling end der er i dag. Måske skulle man tage lidt mere udgangspunkt i Grundlovens § 82 som siger:

“Kommunernes ret til under statens tilsyn selvstændigt at styre deres anliggender ordnes ved lov” – og så måske skrue lidt ned for afsnittet omkring ”statens tilsyn”.

For bureaukrati er som regel ikke kun dyrt, det er også tit dræbende for enhver form for udvikling. For i min verden kan – og skal – alt ikke foregå i de store byer. Danmark er andet og mere end vore byer.

Vi har nogle enorme muligheder inden for turismen, hvis vi turde tænke nyt – og vel og mærke havde mulighederne for det rent lovgivningsmæssigt. Hvad med at man nedsatte momsen på restaurantbesøg samt på hotelovernatninger? Ja det ville koste statskassen penge, men de vil nok komme trefoldigt ind efterfølgende.

For hvor er logikken i, at en halv liter fadøl koster 48 kroner i Sønderborg – når den samme fås for 26 kroner i Flensborg? Vi skal blive mere konkurrencedygtige, og det er muligt – hvis vi vil. Det handler om de alt for høje skatter og afgifter vi har i dette land – og som koster mange arbejdspladser. Arbejdspladser som kunne gøre en kæmpe forskel i yderområderne.

Vi skal heller ikke acceptere, at Skat nu forsøger at omklassificere grunde tilhørende fritidslandbrug, så grundskylden stiger eksplosivt. I groteske tilfælde stiger grundskylden med mere end 600 % (!) – ikke noget som er befordrende for en udvikling i vore landområder.

Hvis vi virkeligt vil noget med yderområderne i Danmark, så må magthaverne lave de rette rammevilkår. Og det haster. Hvis ikke der snart sker noget, så vil områderne blot blive endnu mere forsømte – og det igen vil kun forstærke affolkningen af områderne. Det kan og skal vi ikke acceptere.

 

 

 

 

 

 

 

Standard

EU – Express Ud

EU = Express Ud

 

Søndag den 25. maj skal vi til valg til Europa parlamentet.

 

EU entusiasmen i Danmark, virker i disse måneder som en utrænet groggy bokser der forsørger, at holde sig på benene indtil gong gongen lyder.

- Og hvorfor så det? Jo selve grundformen mangler.

EU var i tidernes morgen et fredsprojekt. Man ville forsone tidligere fjender gennem et handelssamarbejde. Kul- og stålunionen blev det kaldt.

I 1972 blev det danskernes tur til at tage stilling. Skulle man indgå i et tættere handelssamarbejde, eller ville man forsøge sig på egen hånd på de store verdensmarkeder? Danskerne valgte fællesskabet.

EF som det hed, var dengang et handelssamarbejde, og det gav mening – især når man kigger på størrelsen af den danske økonomi.

 

Den gang var EF i høj grad et højrefløjs projekt, det er EU ikke mere i dag. Tværtimod.

 

I dag har EU udviklet sig til noget nær et paradis for venstrefløjen og dens agenda omkring international socialisme og solidaritet.

EU i dag er blevet et enormt bureaukrati hvor intet er for stort – eller småt – til ikke at kræve indblanding fra Bruxelles. Landenes egne regeringer tilsidesættes, og åbenlyst forkerte beslutninger forsøges gennemført med fællesskabet som undskyldning.

Næsten dagligt føles det som om, at EU behandler borgernes skattepenge som faldt de ned fra himlen, og hvert år kan man læse om astronomiske beløb der forsvinder i svindel og korruption – alt imens man forsøger at overbevise vælgerne om, at der er styr på det, og at de ansvarlige nok skal blive retsforfulgt.

Samtidigt med den ekstravagante omgang med borgernes penge, har man opbygget et enormt levebrødsbureaukrati, hvor EU ansatte forkæles med fryns og goder, som for de flestes vedkommende aldrig ville være mulige hvis de fik et normalt arbejde, og det kombineret med en utrolig lav skat.

Devisen synes næsten at være: – Ingen kvaler – den store kasse betaler.

For mange liberale, og vælgere på højrefløjen, er denne omklamring af det enkelte land samt manglen på respekt for borgernes penge utålelig. For dem synes den bedste løsning, at være en express afgang fra det europæiske samarbejde. Stod det til dem, forlod vi EU i morgen. Men er det den bedste løsning? – ikke i min verden.

For jeg ser i høj grad en fremtid i et europæisk samarbejde. Men det skal være et samarbejde med fokus på freden, friheden – samt frihandel. Vi skal væk fra ideen om en social union i Europa. Det var aldrig meningen med det europæiske samarbejde. Den dagsorden er i høj grad et venstrefløjs eksperiment, og det ønsker jeg ikke at deltage i.

For venstrefløjen indså hurtigt, at genvejen til et socialdemokratisk radikalt Europa lå i en styrkelse af EU’s magt over for de enkelte lande, og deres nationale lovgivninger. Den udvikling må og skal stoppes. Europa er verdensdel med forskellige kulturer, og hvert land har sit eget særpræg, og sådan ønsker jeg det personligt bevaret. Jeg er ikke europæer – jeg er dansker.

Så når EU i dag ønsker en bank union, eller en fælles europæisk indvandringspolitik, så melder jeg pas. Jeg ønsker ikke, at være kautionist for økonomien i Sydeuropa, og jeg kan ikke se, at Bruxelles skal styre hvem vi ønsker at have boende i Danmark. Det må være en dansk kompetence.

Danmark skal ikke isoleres i Europa, for vi er en del af Europa, men vi skal turde sige fra. Vi skal sige fra over for bureaukrati, sjusk og slendrian, regelrytteri og omfordeling. Vi skal ikke sende vore børnechecks til Rumænien. Jeg vil gerne tage del i en opbygning af Østeuropa, men ikke via en socialistisk omfordelingsordning. Løsningen må være frihandel og øget samarbejde.

EU skal tilbage til dets rødder. Vi må have stoppet bureaukratiet og genindført den sunde fornuft. For hvor er fornuften i, at vi i Europa skal være et foregangsområde på miljøet, når bureaukraterne flytter et komplet parlament 11 gange om året fra Bruxelles til Strasbourg? Det er jo systematiseret tåbelighed på skatteborgernes regning. Den slags øger ikke populariteten for det europæiske projekt, og bekræfter kun skeptikerne i deres påstand om, at EU har mistet jordforbindelsen.

Vi skal have et nyt EU. Et EU hvor bureaukratiet er skåret ned til et absolut minimum. Et EU som holder fokussen på fred, frihed og frihandel. Og det haster. For hvis ikke, så vil de sidste rester af respekten omkring det europæiske samarbejde forsvinde – og det er ingen tjent med. Heller ikke Danmark.

 

 

 

 

 

 

 

Standard

Royal Canadian Airforce

Torsdag den 24. september 1942

I dag hvor kvinderne med rette fejrer deres internationale kampdag, og de rettigheder de har kæmpet for at opnå, så har jeg tænkt lidt over dem der har taget kampen for alles frihedsrettigheder.

Cirka 2 km nord for den dansk/tyske grænse på landevejen mod Sønderborg, er der et lille skilt på venstre side af vejen. Den simple tekst på skiltet er ”Mindesten”. 400 meter inde på vejen i et krat står en sten. Den sten fortæller en historie.

Året var 1942. 2. Verdenskrig var godt i gang. Sommeren havde budt på det første af et slag som skulle blive berømt, slaget omkring El Alamein i Ægypten hvor tyskerne anført af Erwin Rommel havde vist store evner i ørkenkrig. Tyskerne virkede ikke som om de havde tænkt sig at give op.

På den anden side af Atlanten var USA og Canada indtrådt i krigen efter angrebet på Pearl Harbor i december 1941. Tusinder af unge mænd blev indkaldt til hæren. For mange gik turen til Europa. En del af dem skulle være piloter. Tyskland og dets industri skulle bombes til en overgivelse.

En gang over midnat den 24. september gik 7 mænd ombord på et Halifax fly på en base i England. LQ-R hed maskinen. 6 canadiere samt en ung mand fra Australien. Målet var byen Flensborg lige syd for den dansk/tyske grænse. Byens skibsværft skulle bombes. Værftet byggede ubåde til den tyske marine, og denne produktion måttes stoppes, for at redde de allieredes transport af forsyninger på tværs af havene.

Klokken lidt over 04:00 gik det galt. Maskinen blev ramt af tysk anti-luft skyts, brød i brand, og styrtede ned. Alle ombord blev dræbt.

Klokken var præcist 04:08 torsdag den 24. september 1942. For William M. Webb, John M. Rankin, Edward E. Gervais, John H. Kaufman, William Sheldon, Mervyn K. Burke samt John Ott var kampen for andres frihedsrettigheder slut. De kom aldrig hjem igen.

Skønt fjernt fra deres egne lande, og nazismens rædsler, gav de deres liv for en større sag – friheden.

For hvad var det de kæmpede for? De kæmpede for den frihed, og de rettigheder, vi i dag ofte tager som en selvfølge. De kæmpede for at stoppe nazismens forbrydelser mod menneskeheden.

De kæmpede for retten til at tale frit, retten til at skrive sin mening, samt tro på den gud, man synes giver mening i ens tilværelse. Uden deres indsats, ville vi nok ikke have kendt til den frihed vi har i dag.

Vi skylder dem en kæmpe tak.

Royal Canadian Airforce

Billede