Sotji og Sovjetunionen

Sotji og Sovjetunionen

 

”Den vigtigste forskel på fodbold og politik er bare, at en fodboldspiller bliver bedre, jo mere professionel han er”.  

–          Carsten Jensen, dansk forfatter og debattør

 

Vinter-OL sluttede for et par uger siden.

 

Rusland og Putin fik med et budget på intet mindre end 240 milliarder(!) kroner omdannet Sortehavsbyen Sotji til et vintersportssted.

Men hvorfor bruge så mange penge på en enkelt begivenhed? Motivet har nok været behovet for at vise Ruslands status som genfødt supermagt.

Putin har nok ville forsøge, at genskabe fordums stolthed om egne evner som den var kendt i Sovjetunionen – selvom landet i dag nok nærmere er en kolos på lerfødder. Den russiske økonomi har ikke længere stormagtsstatus, og landet er politisk isoleret. Rusland er således ikke en gang på listen over verdens 10 rigeste lande.[i]

Det at bruge sporten til at skabe national samling er dog set før.

Den 13. maj 1914 fødtes en afroamerikansk dreng som fik navnet Joseph Barrow Louis.

Verden skulle lære ham at kende, under navnet Joe ”Brown Bomber” Louis.

Joe voksede op i fattige kår, men fik hurtigt interessen for boksning. Som 17 årig gik han for første gang i ringen, og langsomt gik det fremad. I 1934 vandt han det amerikanske amatørmesterskab, og så gik det stærkt.

På den anden side af Atlanten, var galningen Adolf Hitler i gang med at opbygge det verden skulle lære at kende som Nazi-Tyskland. I jagten på sin fantasi, og vrangforestilling, om det overlegne ariske menneske, havde Hitler brug for en helt. Valget faldt på bokseren Max Schmeling.

Begge boksere blev hurtigt nationale idoler, og til sidst måtte det afgøres. Den 19. juni 1936 mødtes de for første gang, Joe Louis tabte. Hitler og Nazi-Tyskland, var ikke længe om at udråbe sejren som beviset på den hvide race og nazismens overlegenhed. Amerika var rystet. En revanche blev planlagt.

Den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt sendte bud efter Joe Louis til det Hvide Hus, og sagde: ” Joe, we need muscles like yours to beat Germany”[ii] – det viser vist lidt om, hvor alvorligt man tog kampen fra amerikansk side.

I 1938 mødtes de så igen. I New York. Den 22. Juni. Yankee Stadium. Mere end 77.000(!) tilskuere var på plads. Kampen er siden blevet udnævnt, til en af det 20. århundredes største sportsbegivenheder. Den blev således transmitteret til radiolyttere over hele verden. Selve kampen varede 2 minutter og 4 sekunder. Så lå Schmeling i kanvassen og kom aldrig op igen. Hitlers drøm og fantasi, om det overlegne ariske menneske var knust. Den frie verden og demokratiet havde vundet.

Dette var historiens første manifestation af sporten som et politisk værktøj, hvis man ser bort fra OL legene i Berlin i 1936, som Hitler (også) misbrugte rent propagandamæssigt til at vise Tysklands storhed – og nazismens ”lyksaligheder”.  

Siden fulgte en lang række af politiske manifestationer i sporten. Starten kom i 1968 ved OL i Mexico, hvor 2 afroamerikanske sprintere stod iført en sort handske ved medaljeoverrækkelsen, som et tegn på ”Black Power” – symbolet på kampen for de sortes rettigheder i USA.

I 1972 kom det til et terrorangreb på legene i München. En flok palæstinensiske terrorister angreb den Olympiske By og tog det israelske hold som gidsler. Man forsøgte at befri gidslerne, men det endte med at 5 gidseltagere blev dræbt, sammen med 11 israelske atleter.

I 1980 boykottede USA, samt store vestligt orienterede lande, sommerlegene i Moskva som en reaktion på Sovjetunionens invasion af Afghanistan i 1979. Reaktionen på denne (efter sovjetisk opfattelse) provokation, udeblev ikke. Sovjetunionen samt det meste af Østeuropa, boykottede således, som modsvar, legene i Los Angeles i 1984.

Men er det smart at blande sport og politik? Jeg tror det ikke. Sporten skal være en hyldest til den enkeltes præstation, som individ eller gruppe, ikke en hyldest til en bestemt sag, eller et politisk standpunkt. Derfor er det måske også klogt, at den Olympiske Komite (IOC) er ved at kigge på, at få legene bragt tilbage til deres udgangspunkt. Mindre glimmer, mere sport. Prestige projekterne må og skal stoppes.

Og med hensyn til Joe Louis. Han forblev en helt og et idol hele sit liv, og ligger i dag begravet på USA’s fornemmeste kirkegård, Arlington kirkegården i Washington – sammen med præsidenter og astronauter.

 

  

 

 


[i] Kilde: Berlingske/Forbes 2012 tal

[ii] Kilde: Wikipedia

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s