Den statslige og kommunale luksusfælde

Som medlem af Liberal Alliance har jeg hørt meget. Vi er eftersigende lidt kedelige, med tendens til at være smålige og har ofte mangel på forståelse for statslig samt kommunal økonomi. Vi har, efter andres mening, ofte ingen indsigt i hvad borgerne vil have – eller om hvordan tingene skal finansieres, og vi er dem der altid siger nej, når alle andre kan se fornuften og åbner kassen og lader festen begynde. Men passer det?

Julen er normalt noget man forbinder med små og mellemstore børn. Julemanden er ham den store mand i den røde uniform med det hvide skæg, som vi troligt hvert år stiller op til fotografering med vore børn, og så skulle man jo mene at det var det.

Men for mange kommunale og statslige politikere, er rollen som Julemand noget man tager meget seriøst. Det handler om gaver, store gaver. For det er, af en eller anden årsag, ikke særligt populært at være den som stopper optakten til en god fest, eller stiller spørgsmålstegn ved formålet med festen.

For mange politikere omgås borgernes skattepenge med nogenlunde den samme fornuft, som den man ser i tv-programmet ”Luksusfælden”. Hver uge kan man følge danske familier, hvor økonomien er kørt af sporet, og hvor man har brugt enorme beløb til fest og sjov, fremfor at betale den næste termin på huset.

Udsendelserne gemmer sikkert på op til flere ulykkelige skæbner, men det må nu en gang handle om det personlige ansvar – samt om anvendelsen af den sunde fornuft – og det gælder alle parter omkring bordet.

Denne mangel på brugen af den sunde fornuft, er næsten lige så åbenlys når man ind i mellem ser på hvad de kommunale politikere mener, bør betales med borgernes skattepenge. Jeg tør næsten vædde på, at hvis det var de ansvarliges egne penge, så var kassen aldrig blevet åbnet.

I denne uge kunne man f. eks læse at byrådet i Fredensborg har bevilliget 1 million kroner, som støtte til en film om Julen(!?). Jamen det er jo ”kun” en million, ja lige netop. Mange bække små…

“Vores støtte til ‘Familien Jul’ skal ses som en investering i fremtiden, og vi regner bestemt med, at vi med årene vil kunne se, at pengene kommer tilbage i form af øget turisme, bosætning og handel – ikke mindst her uden for i gågaden,” sagde Thomas Lykke Pedersen (A) ved et pressemøde forud for eftermiddagens optagelser.

Han understregede dog, at filmen blot er ét af flere led i en samlet strategi, der skal trække nye beboere og flere turister til kommunen”[i]

Undskyld, med alt ære og respekt, men nu er det ikke lige Fredensborg jeg sådan lige umiddelbart forbinder med Julen. Det er nok nærmere Tivoli eller Den Gamle By i Aarhus samt Grønland. Og jeg har nogenlunde samme tiltro til effekten omkring øget bosætning og turisme, som hvis jeg påstod, at en kommunal støttet film om Carlsberg ville få flere folk til at besøge, samt flytte til Fredericia.

Måske ville en film om de danske slotte og herregårde, give mere mening for Fredensborgs skatteborgere – hvis det endeligt skulle være. Og til sidst bør det nævnes, at kommunen har en meget stor gæld.

Det kan altså ikke være fornuften som driver værket, det må nærmere være den berømte ”feel good” fornemmelse. Det føles godt og kulturelt, men virker det? – og giver det nogen værdi for skatteborgerne? – jeg tvivler.

For når jeg kan læse om 109 årige Marie Jensen, som må tilbringe op til 14 timer om dagen i sin seng, fordi hendes kommune ikke har hjemmehjælpere nok, så mener jeg at den er gal med prioriteringen i vores velfærdssamfund. Jeg mener ikke, at en film om Julen og nisser er en kommunal kernekompetence.

Det kommunale storsind med skatteborgernes penge, er endda nået så langt ud, at Socialdemokraterne på Frederiksberg i denne vinter foreslog kommunalt betalt skøjteundervisning. Hvis ikke det var så komisk et forslag, vil jeg nærmere betegne det som tragisk. Hvordan kan den slags nogensinde blive en kommunal opgave?

For hvis vi vil gøre os håb om, at bevare danske arbejdspladser samt øge vores konkurrenceevne, så må denne ekstravagante adfærd med borgernes skattepenge stoppes. Vi har simpelthen ikke råd til, at staten og kommunerne forsætter med at lege julemænd på samfundets regning.

I min verden må – og skal – der prioriteres, og det må være samfundets svageste borgere som kommer i første række. Børnene, de ældre, de svage, de syge – alle som har brug for hjælp. Jeg vil til enhver tid forsvare mit nej til kommunalt projektmageri samt lemfældig omgang med skatteborgernes penge, og hvis det gør at man er kedelig og mangler indsigt i økonomi, så kan det ikke være anderledes.

For jeg synes, at vi skylder dem der opbyggede det danske velfærdssamfund, at behandle rammerne med respekt og så holde fokussen på det der var den oprindelige model. Et sikkerhedsnet til borgerne i tilfælde af, at deres evner til selvforsørgelse kom i problemer. Det var aldrig tænkt som et skattefinansieret tag-selv bord.

 

 

 

 

 

 


[i] Lokalavisen.dk den 12.3.2014

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s