Verdens bedste halvgode nation

Jeg blev født mandag den 8. maj 1972 klokken 2015 i en lille jysk provinsby.

60ernes uendelige økonomiske opsving var for længst væk. Det var blevet hverdag igen. Året efter sejlede Danmark ind i en energikrise, som bød på noget så sært som bilfrie søndage. Hvem havde troet det?

Jeg fik en normal dansk opvækst. Jeg gik i Folkeskolen, fik lært at synge med på ”Vi voksne kan også være bange”, kom på fritidshjem og gik til spejder.

Senere gik turen via en ungdomsskole til handelsskolen. Efter handelsskolen trodsede jeg studievejlederen, og tog en elevplads frem for et universitetsstudie. Friheden, og muligheden for at tjene mine egne penge, trak i mig. 

Min interesse for politik kom sent i livet. Jeg voksede op med Lacoste, sejlersko og Poul Schlüter i det Danmark lærte at kende som ”fattig 80erne”.  I radioen sagde popkultur fænomenet Kim Schumacher:

”Danmark er verdens bedste halvgode nation”…

Senere fandt jeg ud af, at Kim havde ret.

For hvad er det der gør, at vi i Danmark altid er tilfredse med den næstbedste løsning? – selvom vi med verdens højeste skat, moms, afgifter mv. burde have verdens bedste nation. Hvorfor vil vi altid kun være gode, men ikke blandt de bedste? Ligger det i opdragelsen, skolesystemet eller i den danske kultur?

Janteloven er mærkværdigvis nok, med stor sandsynlighed, den lov de fleste danskere har hørt om. Man skal helst ikke tro, at man er noget – og i hvert fald slet ikke vise hvis man har succes.

I USA, i Kina – ja, mange steder i verden er det lige omvendt. Er det smukt eller god stil?  Det vil jeg ikke gøre mig til smagsdommer over. I Danmark kræver det dog, for det meste, hårdt arbejde at blive rig – det synes vi ofte at have glemt, når vi forarges over andres succes – jeg selv inklusive.

Jeg besøgte USA for første gang i 1991. Blev straks fascineret af landet med den ultimative frihed. I min ungdoms naivitet, troede jeg, at den samme model ville virke i Danmark. Senere har jeg dog set andre sider af den amerikanske drøm, som har gjort mig klogere. Danmark skal ikke have en amerikansk model, vi skal have en dansk model med amerikanske delelementer.

Vi skal have styrket lysten til at blive selvstændige erhvervsdrivende, og vi skal sørge for at samfundet skaber de mest optimale rammevilkår for de mennesker, der skaber vækst og arbejdspladser. Vi skal have sænket skatten, så det bliver mere attraktivt at arbejde. Det, at kunne forsørge sig selv og sin familie, må være i alles interesse – især samfundets.

Når jeg læser om 109-årige Marie Jensen, som må tilbringe op til 14 timer om dagen i sin seng, fordi hendes kommune mangler hjemmehjælpere – så har samfundet svigtet sin opgave. Specielt, når man i samme åndedræt kan læse om kommunalt støttede film om nisser, GPS-styrede bycykler, og nu senest offentlige misbrugskonsulenter, som skal sættes ind mod almindelige menneskers ”hverdagsdrikkeri” og udspørge borgerne om deres alkoholvaner.

Hvor går grænsen? Er det ved folks vægt? deres rygevaner? Eller hvor langt skal vi med ind i danskernes privatliv, før staten slipper kontrollen over borgerens liv – samt borgernes (skatte)penge? I Danmark er vi nu så langt ude, at myndighederne vil til at kontrollere, hvor borgeren ønsker at stille sine havemøbler – på borgerens egen grund?! Hvor er fornuften i det? Har vi glemt begrebet ”frihed under ansvar”?

Vi har skabt verdens største offentlige sektor, men har vi skabt verdens bedste samfund? Det tvivler jeg på. Vi kunne få meget mere for pengene, hvis vi turde udfordre hinanden på måden at gøre tingene på. Vi bruger alt for mange penge på bureaukrati og nyttesløs registrering, og til hvilken nytte? Er dette et resultat af trangen til millimeterretfærdighed? Jeg tror det. 

Jeg ønsker ikke et forsikringssamfund a la det, man har i USA. Jeg vil gerne betale for alles lige ret til sundhedsvæsenet, uanset indtægt, til ældrepleje samt til undervisning i verdensklasse. Til at de der reelt har brug for hjælp, får den. Men jeg vil f. eks ikke betale for, at unge kriminelle udstyres med cykler med den begrundelse, at så stjæler de ikke andres. Hvor er logikken i det? Skal vi til at belønne folk, som ikke kan overholde landets love? 

Staten og kommunerne, skal kun koncentrere sig om kernevelfærden – og så burde der være rigeligt at se til. Jeg kan f. eks ikke finde nogen logik i, at en kommune finansierer en motions-app, som konkurrerer med private produkter, med den ene hånd, og afskediger hjemmehjælpere med den anden hånd. Det er en helt forkert prioritering. Måske er det kun små beløb i et stort budget, men mange bække små.. som jeg voksede op med i 70’erne – det er prioriteringen, jeg angriber. 

Jeg irriteres over EU’s enorme fråds med skatteborgernes penge, det enorme bureaukrati, samt trangen til at blande sig i alt mellem himmel og jord. Men jeg har også indset, at Danmark har brug for et stærkt europæisk handelssamarbejde. Et samarbejde med fokus på fred, frihed og frihandel. Den danske økonomi er simpelthen ikke stærk nok til at kunne stå alene – modsat amerikanernes.

Hvis vi turde tage et opgør med ”vi plejer modellen”, er jeg sikker på, vi kunne gøre Danmark til en af verdens rigeste nationer. Vi har mulighederne, det handler derfor mere om viljen. Vælger vi at fortsætte den nuværende kurs, er jeg bange for at vi bliver hængende, som det Kim Schumacher kaldte ”Verdens bedste halvgode nation”. Det ville være synd, for vi kan gøre det bedre – og vi skylder vores børn at vi gør forsøget.

 

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s