Vi har sejret ad helvede til…

Vi har sejret ad helvede til… – sådan sagde fagforeningsmanden Thomas Nielsen engang. Om Socialdemokraterne kunne man sige det samme.

For hvad er der tilbage, af det en gang så stolte arbejderparti? De sørgelige rester, er nok de ord som dækker bedst.

Partiet er ikke længere jord- og betonarbejderens foretrukne, hjemmehjælperen mf. er også væk, hvad gik der galt?

Partiet var i 20erne og 30erne partiet som samlede Danmark. Man tog arbejderen alvorlig, men glemte heller ikke de, som skaffede arbejderen en arbejdsplads. Landsfaderen Stauning var en garant for de langsigtede løsninger, hvilket bla. Kanslergadeforliget fra 1933 vidner om.

Efter krigen fik partiet sit store gennembrud. Efterkrigstidens uendelige opsving, gjorde det nemt at være socialdemokrat.

Festen sluttede mere eller mindre, da arbejderen fik farvefjernsyn. Naturligvis købt på afbetaling. De gode tider skulle jo nok ordne regningen når tiden kom.

Undervejs blev arbejderen i partiet, skiftet ud med en lille elite af højtuddannede. Mange af dem var stærkt inspireret af kommunismen, som på daværende tidspunkt var i fremmarch.

Konstant skubbede man balancen mellem arbejdsgiver og arbejdstager – til arbejderens umiddelbare fordel, hvilket senere skulle vise sig at være til arbejderens bagdel.

Omkostningerne og lønningerne steg år efter år, men i 1979/1980 sluttede festen med et brag. En ny oliekrise så dagens lys.

Desperat forsøgte partiet at låne sig ud af krisen, men forgæves. I 1982 måtte daværende statsminister Anker Jørgensen give op. De borgerlige tog over.

Det blev samtidigt starten på den krise vi ser nu. Arbejderen blev rodløs, han begyndte at kigge efter alternativer. Det alternativ kom i midten af 90erne med Dansk Folkeparti.

Hos Socialdemokratiet bredte panikken sig. Det hele kulminerede med Poul Nyrup’s selvmål i oktober 1999 – “stuerene bliver i aldrig” talen.

Den bemærkning har Dansk Folkeparti aldrig tilgivet Socialdemokraterne. Og den er i dag, kimen til det næsten had agtige forhold de 2 partier i mellem.

Senere kom problemet med EU politikken, hvor Dansk Folkeparti hurtigt har vist sig som samlingspunktet for de EU kritiske borgere i Danmark. Her har liste A fuldstændig glemt sit bagland.

Oven i rækken af problemer for A, er så kommet flygtninge og indvandrerpolitikken. Socialdemokraterne har haft mere end svært ved, at finde sit standpunkt i den problematik. Dansk Folkepartis klare og enkle kommunikation, har talt direkte til “manden på gulvet”.

Dansk Folkeparti har i dag overtaget rollen, som arbejderens foretrukne parti i Danmark. Og den rolle har de ikke, tænkt sig at give tilbage til Socialdemokraterne. Tværtimod.

Ved næste valg står Dansk Folkeparti til, at blive måske landets største parti. Noget der må få det til, at løbe koldt ned ad ryggen hos mangt en socialdemokrat. Årtiers fejlslagen politik viser nu sine konsekvenser.

Socialdemokraterne har glemt deres bagland. Den endeløse række af elitære folketingspolitikere i partiet, tiltaler ikke manden i skurvognen, eller hjemmehjælperen. Det er partiets største problem.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s